Den 18. november 2016 satte Coop og CBS det lange lys på og inviterede til konference om, hvilke virksomhedsformer der kan imødekomme fremtidens udfordringer og udnytte potentialerne i det digitale, globale samfund.
Brugsforeningstanken og andelsbevægelsen har levet i Danmark i 150 år. Fællesskabet og det fælles ejerskab har været bærende for en virksomhedsform, der har haft stor betydning for opbygningen af det danske velfærdssamfund. Nogle virksomheder er som Coop fortsat en andelsvirksomhed, andre er overgået til fondsejerskab eller er blevet børsnoteret.
I disse år ser en lang række nye virksomhedsformer dagens lys. Andelsbevægelsen har fået følgeskab af deleøkonomi, crowdfunding, fødevare-fællesskaber, selvorganisering og social entrepreneurship. Samtidig er virksomheder i stadigt stigende omfang drevet af samfundsmæssige formål, der ligger ud over det traditionelle indtjeningskrav. Konferencen samlede forskere, etablerede og nye virksomheder, organisationer og foreningsfolk til en dag med visioner og debat for fremtidens fælles virksomhedsformer.