I København var man begyndt at skrive omelet på menuen, men i provinsen holdt man altså fat i rettens oprindelige navn, som også er en særlig Fynsk specialitet. Ingredienserne var de samme.

I løbet af firserne fik snart hver en lille flække sit eget pizzeria, men man skulle køre lidt længere for at finde en ægte italiensk restaurant, hvor man for alvor kunne lære at spise pasta, lasagne, ragout og minestrone.

Den var parteret i forvejen, krydret, og klar til ovnen i den medfølgende aluminiumsbakke. Det gjorde den perfekt, nem, hurtig – og en hyppigt tilbagevende gæst på middagsbordet. Også på hverdage.

I Spies’ storhedstid vendte danskerne hjem fra Sydeuropa med bronzehud og nye smagsoplevelser. Det var en hård tid for den forlorne hare, der oftere og oftere så sig fortrængt af sin rosmarin-, soltørrede tomater- og oregano-krydrede græske fætter.

En sand landeplage i 80’erne. Var man inviteret til spisning både torsdag, fredag og lørdag, kunne man sagtens risikere, at mindst to af aftenerne ville byde på glaseret skinke.

Hvis man i 80’erne sagde ’lammekølle’ uden at sige ’flødekartofler’, havde man ikke gjort sætningen færdig. For frankofile danskere var dette en absolut topscorer sammen med snegle i persillesmør og hvidløgsflutes, som franskmændene i øvrigt ikke selv kender.

I 80’erne lærte vi, at der ikke findes meget, som ikke kan pakkes ind i butterdej. Damebladene rullede dej ud og rullede det sammen om noget nyt hver eneste uge – med oksemørbraden som en klar favorit.

80’erne var årtiet, hvor jule-danskerne delte sig i 2 lejre: Dem, der samles om flæskestegen, og dem, der forguder anden. Eller faktisk 3 lejre, for der var også dem, der tog begge dele. Det er jo kun jul én gang om året.

I Amerika er alting større – også deres isdesserter. Og dét fandt genklang i 80’ernes Danmark, hvor særligt bananasplit’ens farver og fandenivoldskhed gjorde til en vores fest-favoritter. Oprindeligt serveret med chokoladesovs.

Vi ved det godt alle sammen, men det tåler gentagelse. Frankofile danskere fandt på at kalde denne obligatoriske juledessert ’riz à l’amande’, men fransmændene aner ikke, hvad vi taler om. Derfor besluttede Dansk Sprognævn også i 1986 stavemåden ’risalamande.